Skip to the content

Det gør en forskel, at være ansat på Jobkollegiet

1. juni 2018 havde jeg min første arbejdsdag på Jobkollegiet i Brabrand. Samme dag tog man den tredje villa i brug (Jobkollegiet har til huse i 3 villaer fordelt i Brabrand bakker), posen blev rystet, de unge flyttede rundt, flere fik nye hjem og alle fik nye bofæller. Fordelingen i husene var langt fra tilfældig. Forud var foregået en længere demokratisk proces på beboermøder og kontaktmøder. De unge havde hver især peget på, hvem de gerne ville bo sammen med – med udgangspunkt i ’hvem er jeg, hvad byder jeg ind med og hvem har jeg lyst til at være sammen med for at kunne trives i mit hjem?’. Begejstringen var stor, kaosset var tydeligt - men absolut under kontrol - alle fik noget at spise og efterhånden blev den sidste lampe hængt op og hverdagen indfandt sig stille og roligt.

Jobkollegiets dna, stedets nerve, den retning vi konstant arbejder hen imod - er FÆLLESSKABET. Den enkeltes følelse af at være en del af et fællesskab i sit hjem, på arbejdsmarkedet, i lokalsamfundet, blandt venner og familie, som verdensborger. Det er meget let sagt - og som begreb næsten fortærsket - men når man først dykker ned i, hvad der skal til, for at man føler sig som en del af et fællesskab – da bliver det for alvor interessant og meningsfyldt.

Er man et ungt menneske med særlige behov, så kan det være lidt af en kunst at forstå og afkode sociale normer og sætte sig ind i andre menneskers følelser og intentioner. Hvis man også har svært ved at tale, høre, tænke abstrakt, planlægge eller overskue ting, så kan det være nærliggende at blive tavs og trække sig. Udvikle sig til at blive verdensmester i at gå for sig selv og være alene.

Vi ved, at det ikke er godt at være alene. Vi ved, at der er stor risiko for at blive ensom og utryg. Vi ved også, at alle har potentiale for at udfolde sig selv og deltage i fællesskaber. Fællesskabet bekræfter mig som menneske, det spejler min identitet, så jeg føler mig værdifuld og accepteret.

For at træde ind i et fællesskab, bliver jeg nødt til at vide, hvem jeg er, og hvad jeg bidrager med. Hvad har jeg lyst til, hvad kan jeg ikke lide, har jeg brug for hjælp, og hvem kan støtte mig? Disse spørgsmål og mine erfaringer hjælper mig til at blive tydelig for mig selv og med at forme min IDENTITET. Fx når det skal afklares hvilken slags jobpraktik, den unge kunne tænke sig at prøve af. Hvis den største drøm er at åbne sin egen restaurant en dag, hvad er så første skridt? Det kan måske være en praktik i et storkøkken, hvor man ordner grøntsager og vasker op, og oplever sig selv som direkte medvirkende til, at et stort måltid bliver stablet på benene.

På Jobkollegiet er dette identitetsarbejde med de unge en central del af hverdagen. Det er et stykke detektivarbejde, der kan stikke i mange retninger. Det pædagogiske arbejde på Jobkollegiet hviler på fire søjler; JOBTRÆNING, BOTRÆNING, SOCIAL FÆRDIGHEDSTRÆNING og FRITIDSTRÆNING. Gennem disse fokusområder udvikles den unges selvstændighed, et repertoire af færdigheder og – måske som det væsentligste - oplevelsen af at bidrage til fællesskabet.

Som ansat på Jobkollegiet oplever man daglige og utallige eksempler på dette:

  • Rasmus jubler hver gang han får en ekstra lørdags-vagt i Netto
  • Søren stiller op til havearbejde, når der skal slås græs, fejes blade, rykkes mælkebøtter op, afleveres haveaffald på genbrugsstationen. Havearbejde er da ikke altid lige sjovt, men Søren tager ejerskab for at der skal se ordentligt ud på villavejen blandt helt almindelige familier.
  • Sarah laver marokkansk mad til fællesspisning, og får i den forbindelse mulighed for at fortælle om og mindes det land, hendes far var født i.
  • Jonatan arrangerer en Københavnertur med hotelophold, spisning og besøg i Rundetårn for sig selv og sin veninde.
  • Maria byder ind på et jobopslag på Facebook, hvor en familie søger en katte-passer til sommerferien.
  • Og mange, mange flere herlige eksempler på selvstændighed og invitationer til fællesskab…

Jobkollegiets 3 huse har hver deres unikke sammensætning af beboere. Nogen flytter ud og andre kommer til. Beboere og personale trækker spor i lokalområdet mellem husene, da det pædagogiske arbejde og mange aktiviteter foregår på tværs af matriklerne. De unge har deres gang på private og offentlige virksomheder, i foreninger, på skoler, som frivillige og som helt almindelige brugere af kulturelle tilbud i nærområdet.

Således er hverdagen fyldt med fællesskaber. Som ansat er den allerstørste glæde, når man får lov at være vidne til den magi, der opstår, når ’vi er noget sammen’.

Christine Bøg, Jobkollegiet, 2019