Pastor Jørgen Christian Berthelsen blev født 21. januar 1872 som den yngste af 12 børn. Familien levede under trange forhold, og ved farens tidlige død blev den store søskendeflok spredt.
Efter endt studie i København takkede J. C. Berthelsen ja til stillingen som sognepræst i Harboøre. Året efter blev han gift med Mathilde, og sammen fik de 10 børn. I 1917 døde Mathilde af en akut bughindebetændelse.
Tabet af Mathilde var smerteligt for Berthelsen, som fokuserede på børnenes tarv. Ud fra egne erfaringer ønskede han at holde sammen på børneflokken, som for alt i verden ikke skulle spredes. Trods tabet af sin hustru fortsatte Berthelsen sit engagement i sin såkaldte fredehjemssag, hvis formål var at rette omsorg for “ulykkeligt stillede” og “ikke fuldt normale” børn og kvinder.